Nordisk køkken med et twist

Fra 2014 har vi arbejdet med en bæredygtighedsstrategi for Studenterhusfonden.

Madproduktionen, madkonceptet og vores service er omlagt til en virksomhed, hvis mission er, at vi driver
grøn og sund madproduktion til konkurrencedygtige priser.

Vores vision er ambitiøs. Den betyder, at vi stræber efter at være den sunde og foretrukne madproducent på AU’s Campus. Vi vil samtidig minimere klimaaftrykket af vores madproduktion, og vi vil bidrage til at øge viden om sundhed og bæredygtighed.

Vores mad skal identificeres med det Nordiske Køkken.

Derfor udvikler vi nye anvendelser af traditionelle lokale fødevarer, og vi forener de bedste nordiske tilberedninger og kulinariske traditioner med impulser ude fra verdenskøkkenet.

Samtidig afspejler de skiftende årstider sig i vores måltidsglæde med dyrebare råvarer, der bliver særligt fremragende i de nordiske klimaer, landskaber og vande.

Fremtidens madkultur
SHF går dog helt bevidst nogle skridt videre end målsætningerne i det Nordiske Køkkenmanifest. Vi har lagt flere bæredygtige principper ind i vores unikke måde at skabe glæde og fællesskab om de daglige sunde måltider på. Det gør vi med helt konkrete handlinger, der dagligt gør en forskel for sundhed, miljø og klima.