Råvarekvalitet

 

SHF jagter en høj kvalitet af råvarer. Således får vi smag, sundhed og mæthed ind i vores måltider og madproduktion.

Når vi vælger at stræbe efter en høj grad af økologi i vores råvareleverance, så er det fordi økologiske råvarer i sig selv ER kvalitet.

Ved valg af leverandører lægger vi vægt på kvaliteten af den vare, der kan leveres, forsyningssikkerhed og konkurrencedygtige priser.

Desuden er det vigtigt for os, at forsøge at indgå partnerskabsaftaler med vores leverandører, hvor vi især omkring de økologiske råvarer gerne vil samarbejde om gensidigt gode løsninger. Vi stiller krav om, at varens færden indtil leverance (fra jord til bord) kan følges via leverandørens e-smiley.

Råvarer efter sæson
Vi arbejder naturligvis med råvarer i sæson. I det danske klima betyder det en ret kort højsæson for mange elskede og smagfulde urter og afgrøder.

Derfor sylter vi i sæson til de mere ”magre” årstider og får smag, farve og varieret udbud til at strække. Sådan trækker vi på de traditionelle gamle køkkendyder.

I det bæredygtige og nordiske køkken er det et must at arbejde med årstidens aktuelle råvarer.

Hvis vi ikke er meget bevidste om netop sæson, så ville vores budget for råvareforbrug blive ekstremt højt – særligt fordi vi også ønsker en høj grad af økologiske råvarer og desuden efterlever en no flight-policy. (Vi undgår at få råvarer langvejs fra, der skal fragtes med CO2-forurenende flytransport).

Mange af vores leverandører er dog så professionelle økologileverandører, at de kan forsyne os med relevante råvarer året rundt indenfor rammer af de krav, vi stiller.